I dag havde jeg en lidt tankevækkende oplevelse. Jeg mødte en kursist på trappen, og hun meddelte mig, med tårerne løbende ned ad kinderne, at det er dybt angstfremkaldende for hende at skrive noget, som alle de andre kan se. Og kommentar-delen var næsten det værste, for tænk hvis hun kom til at skrive noget, de andre blev sure eller kede af.
Nu er hun nok et ekstremt tilfælde, men hvordan forholder vi os til deres blufærdighed? Vi er jo nødt til at tage det alvorligt, men samtidig kan de jo ikke "putte sig" for evigt.
Hej Åse
SvarSletVi skal selvfølgelig acceptere, at enkelte kursister kan være ekstrem sårbare.
En fremgangsmåde kan være, at lade dem skrive under pseudonym, som kun du kender.
Man kan sagtens oprette en anonym blog.
Det kan forekomme sært, at der findes unge, som ikke bare er helt vilde med at være eksponeret på nettet, men det er jo ikke alle, der er så ekstroverte.
Der er mange, som ikke kan lide at give sig til kende i diverse fora, men de har ofte stor glæde af at følge med alligevel.
De kaldes 'lurkere'!
I praksis er det modsatte ofte tilfældet.
Der er mange, som snakker, men få der lytter:()
Hilsen
Peter
Hej Åse
SvarSletJeg vil tage din erfaring med i mine overvejelser næste uge, når filosofiholdet starter deres blog. Jeg tænker at snakke med dem om blogarbejdet og prøve på at afdramatisere det og skabe et rum, hvor det er okay at skrive noget mærkeligt/stave dårligt osv. Hvis der er en enkelt, som er helt traumatiseret må personen vel enten A: sende indlægget til min mail i stedet for på bloggen eller B: sende indlægget til to/tre udvalgte i klassen som personen er helt tryk ved. Så ville disse to/tre personer kunne kommentere tilbage på samme måde?!
Hilsen Line :)